Vi håber, I er kommet lige så godt ind i det nye år, som vi er! Vi starter 2016 med at sige velkommen til 3 spritnye medarbejdere, nemlig Josefine, Mads og Camilla.

 

Josefine Winding startede for et par uger siden som vores nye bureaumanager, mens Ida er på barsel. Hun tager sig af alle mulige driftsopgaver og holder sammen på hele bureauet. Josefine vil også hjælpe på nogle kunder, hvor det er relevant. Josefine er meget engageret i musik bla. via hendes nyopstartede pladeselskab samt diverse events om sommeren i København, som hun arrangerer. Derudover skriver hun en klubguide i Politiken hver måned.

Mads Augustesen er ansat som tekstforfatter. Han kommer fra Jylland, men lever som oftest ikke op til folks fordomme. F.eks. kan han ikke reglerne i håndbold og ved ikke, hvad det er folk egentlig undersøger, når de sparker dæk. Det er selvfølgelig heller ikke de vigtigste kompetencer for en tekstforfatter. At komme med orginale og skæve idéer og skrive godt er langt mere eftertragteligt - og det kan Mads. Mads har tidligere arbejdet hos Nordisk Film, Biomega og Hjaltelin Stahl.

Camilla Randlev Petersen er ansat pr. 1/1-16 som projektleder. Hun vil arbejde på tværs af vores kunder i huset med fokus på at styre og guide projekterne sikkert i land. Camilla kommer fra en stilling som Trade Marketing Manager hos Bonvita, hvor hun i flere år har haft fokus på at skabe salg af produkter for brands som f.eks. Vans & Wolverine i retail. Hun har en solid baggrund inden for marketing, retail og reklame, og vi er glade for at kunne byde Camilla velkommen hos os.